Frivillighedsgrupper

Frivillighedsgrupper er ungegrupper i RCYN, hvor unge brugere af RCYN, arbejder med læringsrige, godgørende og rådgivende aktiviteter. Du kan læse om dem her:

 

GHETTO TOURS

En gruppe af unge fra Aldersrogadekvarteret tilbyder guidede ture i kvarteret med fortællinger fra deres opvækst og hverdag i 'ghettoen'. Det er sjovt og det giver et indblik i et lokalt miljø, som overrasker folk udefra. 

 

YOUTH LAB

Youth Lab er en sej gruppe af unge, som gennemfører workshops om læringsstile, uddannelsesmuligheder, sparring med rollemodeller fra RISEcph, job- og CV-kurser og personlig udvikling. De unge får en lærerig kickstart på flere af livets store valg, og er klar til at give deres nye viden videre til andre unge. Det første hold Youth Lab dimitterede i september 2013, hvor Undervisningsminister Christine Antorini stod for overrækkelsen af diplomerne. 

 

Youth Lab er dog ikke bare ren alvor. Her er også masser af plads til humor og udvikling af nye venskaber. Det første hold Youth Lab kulminerede med en studietur til Spanien, hvor de unge piger og drenge var ledsaget af RCYNs leder og koordinator, Anoir og Sakorn. Youth Lab 5 er startet i efteråret 2017.

 

MADKLUBBEN

En gruppe unge har sat sig for at lære at lave sund og lækker mad på professionelt niveau. Efter en uddannelsesfase vil gruppen lave mad til begivenheder i RCYN og andre steder i byen. Madklubben vil også hjælpe til at sprede bevidstheden om fødevarekvalitet og sund mad blandt de unge i lokalomrdået.

 

UNGEUDVALGET

Ungeudvalget består af udvalgte unge fra RCYN samt centerkoordinator Sakorn. Ungeudvalget er stedet, hvor de unge opnår stor medbestemmelse og indflydelse ift. RCYNs aktiviteter og projekter. En af ungeudvalgets vigtigste opgaver er at beslutte hvilke lynprojekter, der skal godkendes. Lynprojekter er RCYNs unges mulighed for at søge om aktiviteter og oplevelser ude i byen eller på RCYN. Det kan fx være en tur til den Blå Planet, gokart, zoologisk have m.m. Ungeudvalget mødes hver mandag kl. 16 til 17.